- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Opel Grandland X Plug-in Hybrid Ultimate FWD 8 EAT


Fordelagtig prissat og sporty plug-in


Af Søren Clauding – januar 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Plug-in hybrid biler er favoriseret i den nye lovgivning for beregning af bilafgifter i Danmark. Det gælder også plug-in hybrid versionen af Opel Grandland X, der er den ene af tre søstermodeller fra PSA gruppen. Det er vanskeligt, ikke at sammenligne på tværs af modellerne, når man nu ved, at basisteknikken i det store hele er ens. Men når det nu er sådan, har undertegnede udnævnt Opels version til den sportslige af slagsen.

 

Men opgaven er ikke let, når man sammenligner så forskellige versioner som de af koncernens nye mellemstore plug-in hybrider, vi til dato har prøvekørt. Citroën C5 Aircross blev prøvekørt i udstyrsversionen ”Feel”, som er det næstlaveste udstyr, men ellers med samme drivline som i den nu prøvekørte Opel Grandland X. Peugeot 3008 udgaven havde topudstyret, GT, men nok så vigtig også en 300-hestes drivline med to elmotorer og firehjulstræk.

 

Hælder til begge sider

Hvad drivlinen angår hælder Opel’en op ad Citroën’en, men hvad kørefærdigheder angår og til dels også udstyret, er Ultimate udgaven af Grandland X tættere på 3008. Imidlertid har PSA gjort alt for at gøre de tre søstermodeller forskellige og det kan man vel ikke fortænke dem i, ellers var det meningsløst at have tre modeller. Den visuelle forskel er åbenlys, for ved man ikke bedre, er det svært at genkende de tre i hverandre. Men det mærkes også på vejegenskaberne.

 

Citroën C5 Aircross har nemlig progressiv hydraulisk affjedring, som er yderst komfortabel, men ikke præcis udstråler køredynamik, som en tysk bilkøber vil definere det. Og det giver god mening, Opel’s aner taget i betragtning. Peugeot’en har vi som plug-in alene prøvekørt i den firehjulstrukne og noget tungere version, så her er sammenligningen vanskeligere.

 

Stabil og hurtig

Alligevel ligger Opel’ens affjedringskarakteristik tættere på 3008 GT – hvad den vel også skal gøre, hvis man vil underbygge et sportsligt udtryk. I Peugeot’en skal den strammere affjedring til for at håndtere et større fartpotentiale og en større vægt. I Grandland X har affjedringskarakteristikken primært til formål, at give en sportslig køreoplevelse og at underbygge høj fart på fx det tyske Autobahnnet.

 

Selvom vi ikke har prøvet Grandland X med 200 km/t på Autobahn i plug-in versionen, har vi dog tidligere prøvet en udgave med en kraftig ”ICE-motor”, og det var slående, hvor stabil den temmelig høje (20 cm frihøjde) mellemstore SUV kørte – noget vi ikke i samme grad havde oplevet med 3008. Vores gæt er derfor: Grandland X plug-in vil givet vis med lethed håndtere de 225 km/t, som er den officielle topfart. Men nej, vi har altså ikke prøvet det selv, og har alene erfaring med den ved dansk motorvejsfart.

 

Medfødt naturligt handikap

Med fokus alene på Opel’en er oplevelsen en harmonisk plug-in løsning med samme handikap som alle andre plug-in’er: Den er lidt tung, for nu at sige det mildt, 4-500 kg i mervægt, afhængig af hvilken ICE-version man sammenligner med. Det skærer lidt af fornøjelsen væk ved hurtig kurvekørsel.

 

Og da tyngdepunktet er skubbet bagud, får man på den ene side en mere levende bil og en udmærket vægtbalance, på den anden side også en mindre stabil bil. Sidevind er mærkbar, men den stramme affjedring kompenserer til dels derfor, og brugen af Michelin Pilot 5 dæk (205/55-19) giver et godt fodfæste.



En plug-in skal plugges ind

Generelt handler plug-in hybrid teknologi om at køre elektrisk, når man kan, og ellers at den i det konkret tilfælde 180 heste tunge 1,6 liters benzinmotor samarbejder med en 110 hestes elmotor (eller to elmotorer, for Grandland X findes også med 300 hestekræfter og firehjulstræk, ligesom Peugeot 3008). Ideen er, at reducere CO2 udledningen. Men det kræver, at man kører meget på el, leveret ”grønt” fra el-nettet. For bruger man alene kræfter fra benzinmotoren kører man 12,5-13 km/l, var vores erfaring, og da er en benzin eller dieselbil måske CO2-mæssigt et bedre valg.



I Danmark kan der imidlertid også være penge at spare. Kan man køre de 62 kilometer på en opladning, som WLTP tallene stiller i udsigt, er det billigt, at køre på elektricitet. Men i vinterkulden beregnede kørecomputeren den elektriske rækkevidde til i nærheden af det halve. Da batteriet var 75 procent fyldt, var der 20 kilometer EV-kørsel tilbage, og det holdt nogenlunde i praksis, men så er regnestykket ikke helt så fordelagtigt.

 

Mange hestekræfter for pengene

Det er det til gengæld, når man køber bilen. Beregnet ud fra det lovforslag, der i skrivende stund ikke er vedtaget endnu, falder listeprisen for Grandland X Plug-in Hybrid FWD Ultimate med 20.000 kroner til 325.000 kroner. Og den billigste plug-in udgave koster nu 300.000 kroner. Det er en fordelagtig pris, den kraftige drivline taget i betragtning.

 

Alternativet til samme pris, altså de 325.000 kroner, er fx en 130-hestes dieselversion med Elegance udstyr, med automatgear (eller manuelt gear – det er samme pris) og en brændstoføkonomi på ca. 19 km/l. Altså markant mindre effekt, men omvendt med mulighed for at trække en lidt tungere anhænger (1300 kg i automatgearsversionen mod 1250 kg i plug-in hybrid udgaven, der også har automatgear). Og så skal man lige huske hvert halve år at betale 890 kroner i ejerafgift.

 

Vi skal ikke gennemgå en lang udstyrsliste her, men afslutningsvis også lige pege på, at en konventionel Grandland X tilbyder et bagagerum på 514-1652 liter. I plug-in hybrid udgaven er tallene 390-1528 liter.


Andre Opel prøvekørsler - find dem hér >>>
Videotest: Opel Grandland X Plug-in Hybrid
Vi har prøvekørt Opel-udgaven af PSA-gruppens tre plug-in hybrider, Grandland X med 225 hestekræfter. Den er hurtig, men den er også tung. Fuld HD.




Model:

Opel Grandland X Plug-in Hybrid FWD Ultimate 8 EAT

Listepris:

Kr. 324.990

Motor og transmission:

4 cyl 1,6 l. Turbobenzinmotor 180 hk. El-motor, 108 hk. System: 225 hk. 300 Nm/3000 omdr./min. 8 A/T. 13,2 kWh litiumion batteri.

Præstationer acceleration/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning, elektrisk rækkevidde (WLTP):

8,7 sek./ 225 km/t/ 71,4 km/l/ 32 g/km. 62 km.

Længde:

4,45 m.

Bagagerum:

390-1528 liter

Værd at bemærke:

Automatisk nødbremse. 19” letmetal fælge. Sort tag. LED forlygter. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. 2-zone Klimaanlæg. Sædevarme, El-justerbare sidespejle m. varme. Multijusterbart læderrat. El-sideruder for og bag. P-sensorer for og bag. 8” touchscreen. Bakkamera. Navigation. Tagræling.













Foruden et mindre bagagerum skal der også være plads til elkabler, men i Grandland X er det elegant arrangeret under bagagerumsbunden.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt